Filtens kulturhistorie

Uld har for mange mennesker været et uundværligt materiale i årtusinder. Den mest primitive/enkle måde har været at bruge de garvede skind fra jagtudbyttet. Efterhånden er man begyndt at holde husdyr, og har fundet frem til udnyttelse af den afklippede uld. Jeg forestiller mig, at filt er den første proces, man har opdaget. Hvis man tager noget råuld og lægger i sin seng, vil det pga. sved og bevægelser blive til en filtmåtte. Der er ingen, der ved præcis hvornår filtning startede, men der går sagn om, at dyrene på Noah´s Ark pga. dårlig ernæring tabte hårene, som de derefter tissede og stampede i. Da de senere forlod arken var gulvet dækket af et filtet tæppe.

Hvis vi skal holde os mere til realiteter kan de ældste fund dateres til 600-200 f. Kr. De er gjort i Altai i Sibirien i et gravfeldt kaldt Pazyryk 1600 m o. havet. I 1929 blev den første grav åbnet. Et nomadefolk ved navn kurganere blev begravet i disse gravkamre. Når filt har kunnet bevares i så mange år, skyldes det , at gravene ligger i et område med permafrost. Der er lidt efter lidt sivet vand ned i gravkamrene, som derefter er frosset, dvs. filten var dybfrosset. Da man fik gravene tøet op, kunne man få et indblik i en nomadekulturs livsstil.

Det var filt af meget høj kvalitet, der vidnede om et særdeles indgående kendskab til filtteknikker. Det er umuligt at sige, hvor langt tilbage i tiden det er siden, det startede.

Væggene i gravkamrene var dækkede af filttæpper ( nogle op til 4,5x6,5 m), der var smukt dekorerede saddelunderlag i filt, og på en hestevogn/karet sad en flot filtet svane i hver hjørne. Man har fundet frem til at filt dengang blev brug til: vægtæpper, tæpper til de døde, foring af kister, sokker til mænd og kvinder, strømper, filtklædte ringe til at holde rundbundede skåle oprejste, slag til mænd, hårpynt til kvinder (filtklumper, de rullede håret omkring), saddelunderlag og meget andet til heste. Desuden lavede de telte(jurt) af filt, som var lavet over et træ/bambusskellet.

Gravkamrene i Pazyryk vidner om at Altai-folket havde forbindelse til andre folk. Der er bl.a. fundet ædle rideheste fra Centralasien, broderet silke fra Kina og tøj i typisk iransk stil. Der har også været blandingsægteskaber idet man i gravend har fundet mennesker med mongolske og indoeuropæiske træk.

De fundne ting er udstillet i Sct. Petersborg.

I Noin Ula-bjergene i Mongoliet har man ligeledes gjort nogle gravfund som kan dateres til århundredet efter  Kristus. Der er bl.a. fundet nogle måtter med filtapplikationer, der måler 2,6x1,98 m.

I Europa og Lilleasien menes filtteknikken at kunne spores helt tilbage til år 6000 f. Kr. Det er i Tyrkiet, der er fundet små fragmenter af filt.

Desuden er skyterne, der også var et nomadefolk, i 400-tallet beskrevet af Herodotos. Det er især deres telte(jurt), der er beskrevet. En jurt kunne læsses på 2-3 kameler eller 3-4 heste, og så var der plads til bør´n oveni. Blandt nomadefolk har filt haft en stor praktisk betydning. De anvendte den til forskellige brugsgenstande og til beskyttelse mok kulde , vind og vejr. De tillagde imidlertid også filt religiøs betydning. Blandt andet findes der flere beskrivelseraf, hvordan man i Mongoliet havde små dukker af filt, såkaldte hjælpeånder, der skulle beskytte boligen og hjordene, samt sørge for forøgelsen af bestanden og mælkeproduktionen. De ældste beskrivelser af sådanne hjælpeånder går tilbage til 1200-tallet.

Der findes også beskrivelser af, hvordan mongolske fyrster, når de skulle indsættes, blev taget i ed på en måtte af hvid filt, heriblandt Djengis Khan i 1206.

I norden kan de ældste filt fund dateres til 400-500 e. Kr. De er fundet i Hordaland i Norge og består af filtstykker på 35-40 cm i diameter, der er brugt til at vikle om en død mands ben.

I Hedeby har man fundet en maske af filt, der er dateret til vikingetiden. Den forestiller er får eller en bjørn og dækker ikke hele ansigtet. Der er 6 cm mellem øjenhullerne, hvilket svarer til øjenafstanden på et voksent menneske. Man forestiller sig, at masken har været brugt sammen med vams og hætte i forbindelse med ceremonielle arrangementer, i turneringsspil og måske i rigtig kamp.

Der er desuden fundet 19 små filtstykker af forskellig slags, tykke og tynde, bløde og hårde og endda tofarvede. Det tyder på at man dengang beherskede forskellige filtteknikker. At de er bevaret skyldes, at de har været brugt som kalfatringsmateriale, og derfor er præpareret med tjære.

Helt op til i dag kan man finde nomader, der bor i deres filtede jurte. I Rusland var de filtede støvler meget populære blandt tyske soldater. De var særdeles varme og et yndet krigsudbytte under verdenskrigene. I Tyrkiet, hvor man især lavede smukt broderede tæpper af filt, kepenekér (filtet kappe, der i Tyrkiet var udstyret med hætte) og hatte (fez), har man også filtet langt op i det 20. århundrede.

I Norge udviklede Marie Hermundsdal (1815-1908) uldsko. Det blev efterhånden til en produktion i bygden. I 1911 startede Haus Selhjelpskontor (uden for Bergen) en uldproduktion, hvor ulden blev maskinkartet og så sendt til bygden for at blive filtet. Da produktionen var på toppen var ca. 100 personer beskæftiget med at filte. Selv i dag kan man i Norske Husflidsbutikker købe uldsko fra Haus.

I nyere tid har filtning været en husflidssyssel i Norge, Sverige og Finland, men ikke i Danmark. Dog kan ældre mennesker snakke med om valkede strømper - de strikkede strømper blev valket, så de kunne holde dobbelt så længe. Det er også en teknik som er kommet meget frem i dag, hvor man strikker i stor størelse og så valker i vaskemaskinen.

I 70érne kom bogen Tovning, som satte gang i filtning i Sverige. I Danmark begyndte der også så småt at ske noget, bl.a. Lene Nielsen (mosekonen) kom i 1986 med en bog: Mosekonens filtebog. Hun turnerede med kurser, og siden er det gået stærkt. I 1989 stiftede hun sammen med Annette Damgård filteforeningen GRIMA (efter masken fra Hedeby, grima=maske) og i 1990 arrangerede de to et Internationalt Filtsymposium i Århus, hvilket gav mange kontakter, og satte yderligere gang i udviklingen af filt.

Hvis man ser på verdens produktion af uld, så udgør det kun 3,8% (1998) af verdensproduktionen af tekstilfibre. Det er procentmæssig en halvering siden 1970, men i faktiske tal en stigning på 75.000 tons. Hvordan det vil gå fremover er svært at spå om, men jeg tror og håber på en stigning. Man kan også se,at der i modetøj i dag er langt mere uld, end der var for år tilbage. De unge går også med uld, så man kan da håbe på at dette unikke materiale kan få en renæssance. For hvor kan man finde et materiale,

  • som bearbejdes ved lav energiforbrug uden miljøfarlige affaldsprodukter, udendørs eller i enkle bygninger, af enkle hjælpemidler i et stort udvalg af kvaliteter.
  • som er let at forædle, selvfiltende, let at farve og modtagelig for specielle behandlinger samt er let at blande med andre fibre.
  • som er afprøvet , allergitestet, giftfri, neutral, hudvenlig, og som modvirker tryksår og er fremmende for spædbarnsvækst.
  • som er luftig, elastisk, bøjelig, lydabsorberende, brandsikker, varmeudjævnende, fugtudjævnende, vandafvisende, smudsafvisende og som modvirker dårlig lugt og statisk elektricitet.
  • som er let at få ren.
  • som er tålelig, holdbar og modstandskraftig mod mikroorganismer.
  • som kan genanvendes.
  • som er 100 % biologisk nedbrydelig.

Uld er et fantastisk materiale, og vi har det i vores miljø rundt omkring os. Det kræver bare at vi åbner øjnene og får øje på det. Jeg tror på, at folk i fremtiden bliver mere miljøbevidste og får øjnene mere op for uldens kvaliteter, så vi med årene vil se en stigning i forbruget af uld.

Bente Toft

Litteratur:  

Ull                                    Kjerstin Gustafsson og Allan Waller

Tova                                Gunilla Paetau Sjöberg

The art of the feltmaker     Mary E Burkett

Tilbage